Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

6 SOPHUS BUGGE. 6 imod ikke upt, og fordi ordet i runeindskrifter ofte skri- ves ift og eft. Ordet har desuden været udtalt öft, hvil- ket man vel tör slutte af andre runeindskrifters skrive- måde uft og auft. Det er bekjendt, at ved flere præpo- sitioner en tostavelses form skifter med en enstavelses. Ligesom det norröne skaldesprog har ept i samme be- tydning som eptir, således f. eks. også und —= undir; for- men und har tillige været svensk: den findes på Ludgo- stenen i Södermanland (Lilj. R.-U. 870), skreven unt. Ligeså brugtes fyr, der a 1. 6 er skrevet fur, = fyrir. No- get forskjelligt er forholdet mellem w/, of, (ub a 1. 8), der har været udtalt uden omlyd, og yfir. Disse enstavelses former blev tidlig forældede.

2. I den af aft styrede accus. uamup har vi navnet på den mand, om hvem indskriften siges at skulle minde;

dette er et, såvidt jeg ved, ellers ukjendt mandsnavn. Hildebrand gjengiver det ved isl. Vemund, hvilket ret- tere skulde hede V/mund og som i Rök-indskriften måtte have været skrevet uimunt eller uimut . mup må vistnok have været udtalt M0, og navnet er da sammensat lige- som Pormodr, Hermodr og flere. Det förste led er vanske- ligere at tolke; jeg formoder, at ua er d. s. s. oldnorsk vd f. ulykke, fordærvelse (som brat rammer en), så at vi her har et mandsnavn Våmoödr, der synes at betyde: den der har ondt i sinde, den der er arrig, ildsindt. En anden sammensætning med vå, nemlig våmili, forekom- mer i Landnåm. 3, 19 (Islend. ss. I, 240) som tilnavn.

3. stanta præs. indie. 3 pers. pl.; d. e. stå (Hilde- brand og Stephens); udtalt standa. Runen H bruges i Rök-indskriften oftest til at udtrykke kort a, når det står umiddelbart foran mn, og for lyden a i denne stil- ling forekommer her intet andet tegn; det har ingen ind- flydelse, om der er et wu i en fölgende stavelse (manum, strantu) eller ikke (stanta, anart, an). Ligeledes bruges k til at udtrykke åa foran m: saman; jfr klamulan på