Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

> SOPHUS BUGGE. 8

her er skrivemåden med åa at forklare deraf, at infinitiv

å oprindelig har havt an i udlyden, og å udtrykker da vel her udtalens nasale a; dette gjælder ligeledes map», hvis jeg rigtig har dechiffreret dette ord af lönrunerne J+ Dersom navnet haislar d 1. 7 er sammensat med ådjek- tivet ar höi, i fællesgermansk form hauha-s, så er skrive- måden med fi dette ord enestående for Rök-indskriftens vedkommende, men har analogi i mange andre runeind- skrifter; den må forklares deraf, at skrivemåden med k var bibeholdt i andre ord, efterat an i dem var bleven forvandlet til langt å. Regelmæssig betegnes dog her det lange å ved dr-runen. Ingensteds i Rök-indskriften betegner Ik 0 (hvorved Hildebrand og Stephens gjengive runen) eller 0, hvilke lyd derimod her (som overhoved i de ældste af de indskrifter, der er skrevne med den kortere rækkes runer) udtrykkes ved ”r-runen. Det er altså sikkert, at betegnelsen af vokalen i förste stavelse af strantu ikke har noget med omlyd at gjöre; allerede Rydqvist IV, 176 har formodet dette, uagtet han skriver strontu.

4. runar Runen 1, som er ensbetydende med og op- stået af andre indskrifters Å, af hvilket tegn kun den ene kvist nedentil er bleven bibeholdt'), og som jeg har gjengivet ved R, bruges her oftest i udlyden for 7, hvor dette er opstået af s, således netop i runar. Kun en en- kelt gang er i dette tilfælde skrevet R: ualraub" a 1.4 d.e. ualraubar; ligeledes forudsætte efter min formodning kvist- runerne på den ene kantside skrivemåden nimr i præs. indie. 3 pers. sing. med reid-runen istedenfor 4yr-runen. Hvor ør i udlyden er oprindeligt (ikke opstået af s), skri- ves regelmæssig R: fur a 1. 6, huar d 1. 1, uintur d 1.5. Dog skrives «1. 6 huaB, som efter min mening er det spörgende adverbium (hvor ;, er oprindeligt), ikke nomin. af det

1) Mod Stephens's mening, at tegnet 1 er opstået af den nederste streg i h, strider bl. a. dets betydning = Å.