Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

134 SOPHUS BUGGE. 134

Heller ikke kunde han undgå ved siden af de ældgamle former i Rök-indskriften at optage fra sin egen tids sprog enkelte meget yngre former; efter disse sidste, og ikke efter hine gamle, må man da söge at bestemme indskrif- tens tid. Vi tvinges efter mit skjön til at gå ned til midten eller slutningen af 10de århundred, for hvilken tidsbestemmelse andre grunde tidligere er anförte. På den anden, side vover jeg ikke at sætte indskriften til en synderlig "senere tid. .

tuneristeren har også brugt mange ord og vendin- ger, der ikke kan antages at have hört hjemme i hans samtids levende folkesprog. Disse har han vistnok til- dels bibeholdt fra ældre rune-indskrifter: men navnlig synes hans forbillede eller kilde at have været de he- roiske kvæder, af hvilke sikkerlig en mængde hörtes i folkemunde i Östergötland på den tid, da Rök-indskriften blev indhuggen. Og det er ikke blot på de steder, hvor indskriftens ord er ordnede i verslinjer, at dens udtryk er valgte i lighed med de oldsvenske skaldes sprog. Jeg skal her sammenstille de mest fremtrædende eiendomme- ligheder med hensyn til ordforrådet.

Piaurikr, d. e. konge, er som appellativ ikke bevaret i det norsk-islandske skaldesprog, ligesom substantivet rikr i Nordisk overhoved som appellativ kun har holdt sig i afledninger. purmupr, d.e. dristig, forekommer hel- ler ikke ellers, men i det norröne skaldesprog finde vi talrige ensartede adjektiver, hvis sidste led er modr. Hun- kjönsordet ualraub eller valrauf, d. e. bytte som tapes fra en falden fiende, er i Nordisk ellers ikke kjendt, uden, som det synes, fra et eneste vers, der tillægges Brage gamle. Et par udtryk for kongen, hövdingen har Rök-indskriften tilfæelles med norröne digte: stilir — oldn. stillir; skati. Ligeså gjenfindes marika gen. pl. i det oldn. poetiske måringr en gavmild mand, flutna gen. pl. 1 flot- nar sökrigere, mænd. — Fölgende ord og udtryk, som