Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

156 SOPHUS BUGGE. 136

hvad vi forlængst har kjendt fra norsk-islandske old- digte*).

Et poetisk udtryk for at seile er knua un, ligesom knyja unnir forekommer i norröne digte. rupi har jeg tolket som sökongenavnet Rodi, formodentlig her brugt som appellativisk betegnelse for en vikingehövding. Lige- som de af Islændinger optegnede sagn kalde Sjæland Se- lund og for samme tid kjende Reiögotar som nordisk folke- navn, således finde vi her siulunt og. hraipkutum.

Ulven kaldes her, hvis min tolkning er rigtig, histr kunar, Gunns hest. - Vi tör af dette udtryk slutte, at Gunnr eller Gudr også hos Svenskerne var navn på en valkyrje og at også de kjendte forestillinger om over- menneskelige kvinder, som red på ulve; jeg har påvist, at ulven i norrön skaldskab undertiden betegnes som valkyrjens hest. Vi så fremdeles, at også svenske skalde har skildret et blodigt slag ved at fremhæve, at trold- kvindens eller valkyrjens grå hest fandt rigeligt foder at mætte sig med på stridsvangen. Endelig har jeg frem- hævet, at det samme billede efter skaldenes manér er fastholdt i de forskjellige sætningsled (hestr, etu, vangi).

Videre slutninger tör man mulig drage af det for »hest» brugte ord kuta (dativ), hvori vi gjenkjende oldn. goti. Om dette ord, som aldrig bruges i prosa, kan jeg ikke tiltræde Lottners mening i Kuhns zeitschr. fir ver- gleich. sprachforsch. V, 154 (jfr. Hofmann Blekinger in- schriften s. 135), at goti skulde betegne hingsten som den, der »udgyder» sæden, og at betegnelsen »hingst»

1) Navnlig Svend Grundtvig har i sit skrift om Nordens gamle lit- teratur fremhævet, at overmåde mange svenske samt endel danske rune- indskrifter vidne om, at ikke alene alle nordiske folk brugte det samme folkelige versemål (kviduhdttr) med korte stavrimede verslinjer, af hvilke i regelen 4 par, således som på Rök-stenen, dannede en strophe, men at også det folkelige poetiske udtryk over hele Norden i oldtiden var væ-

SÅ

sentlig det samme.