Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

138 SOPHUS BUGGE. 138

naturligvis ikke i alle enkeltheder overensstemmende) med den, vi kjende fra Sæmundar Edda. Disse slutnin- ger tör ikke synes for dristige, da de af Carl Såve i Södermanland opdagede Sigurds-ristniriger, der sandsyn- lig er fra omkring midten af llte århundred, give et uigjendriveligt bevis for, at Svenskerne ved begyndelsen af kristentiden fortalte nogle af hovedpunkterne i sagnet om Sigurd Fåvnesbane fuldkommen overensstemmende med Nordmændene og Islændingerne.

Når vi i sætningen hvar hestr så Gunnar etu vitt vangi å på Rök-stenen finde en kunstig poetisk omskriv- ning brugt og de övrige sætningsled valgte derefter, så bliver det ikke længer så påfaldende på Karlevi-stenen på Öland at læse en strophe, der har samme slags kenn- ingar og samme versemål som de islandske og norske drdpur; Rök-indskriften indeholder tildels forudsætnin- gerne for Karlevi-indskriften. Det i denne brugte verse- mål kan, efter hvad vi ved, ikke nogensinde have været almindeligt i Sverige og Danmark; men på den anden side har man ikke ret til at betegne den kunstige skalde- digtning som ganske fremmed for Svear, Göter og Daner og til at erklære Karlevi-indskriftens strophe for at være digtet af en norsk viking. Dette sidste er så meget mere usandsynligt som indskriften for m har P, der hidtil ikke med denne betydning er fundet i en eneste norsk ind- skrift, og som den afdöde, over hvem stenen er reist, siges at have hersket over land i Danmark; også synes krantari d. e. grandari (med nd) at være en unorsk form).

1) Derimod kan jeg ikke med Thorsen runemindesmærker s. 132 og Svend Grundtvig om Nordens gamle litteratur s. 105 anm. 1 holde den i Flatöbogen I, s. 213 anförte strophe, som tillægges Sven Tjugeskjæg, for et fuldgyldigt viduesbyrd om, at den kunstige skaldedigtning har været

övet af Daner. !