Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

14 SOPHUS BUGGE. 14

Helnæs-stenen, der ligesom Rök-stenen har fapi, og inden- for det gamle Danmarks grænser på Fugli-stenen i Skåne (Stephens s. 690). Endelig læses formen med sikkerhed på den blekingske Sölvesborg-sten, der har en enkelt rune af den længere række.

Faderen har ladet skrive runerne til minde om sin »feige» sön; feig» betyder almindelig dödsens, som snart skal dö; men det er på forhånd lidet rimeligt, at fade- ren skulde få istand denne mindeskrift, medens sönnen lå dödssyg eller såret med ulivssår, og 1 det fölgende omtales sönnen som död. Her må da aft faikian sunu betyde »efter sin döde sön», som også Hildebrand over- sætter det. I betydningen »död» (som efter skjæbnens bud har måttet dö) bruges ordet også af flere frænde- folks skalde, således i oldengelsk, f., eks. fægra flæscho- man de dödes legemer (se Grein, Sprachschatz der angel- såchsisehen dichter); i gammelengelsk (Halvsaksisk) f. eks. pat he feie iwerd Layamon I, 73, that he dead was; i Oldsaksisk: fargaf føgiun ferah Heliand 2353 Heyne, gav de döde liv (se Måtzner til Layamon 14088 i Altenglische sprachproben I s. 28); undertiden også i oldnorsk: fyl- lisk fjörvi feigra manna Völuspa 41 (i min udg.) for- klares i Edda ved fyllisk med fjörvi allra peira manna er deyga).

Ordene en Varummn fadi fader eft fæigjan sunu danne et par verslinjer. Også ordstillingen synes her forskjellig fra den jævne, prosaiske, efter hvilken fadur vel (om end ikke med fuld nödvendighed) vilde fölge umiddelbart på Varinn.

1) Dieterich (Runensprachschatz) finder adjektivet feigr i en nu, som det synes, tabt indskrift i Upsala domkirke (Bautil 418; Lilj. R.-U. 108),

hvor Liljegren læser ift faiku sein, men man kan her ikke stole på teg- ningen i Bautil.