Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

0)

28 SOPHUS BUGGE. 2

K

fyldt kalk. OQgså på mit papiraftryk tror jeg nu at sc svage spor af denne rune tæt efter a. tuar er nom. pl. fem. af talordet »to», = oldnorsk tvær, i Glsvensk al- mindelig tvar, nu i Dalarne tvår eller tver, på Gotland tvar (Rydqvist II, 557 f.). Hvis stenen virkelig havde tua, i samme betydning, "vilde dette være en af flere sproglige besynderligheder 1 indskriften.

20. par er efter min formodning her ligesom i « 1. 1 nom. pl. fem. — oldn. pær. :

21. suap kommer igjen d I. 2—3; samme ord fore- kommer også, skrevet enten ligedan eller suaap, på Forsa- ringen. Det er opstået af svd at »så at». Vistnok kunde man efter Rök-indskriftens skrivebrug med fordoblet a læse sua ap, men den sammendragne form synes mig vel så godt at passe til indskriftens gammeldags sprogform. Både i Svensk (Vestgötalagen og andensteds, se Rydqvist IV, 433), Dansk (jydske lov) og Norsk (se f. eks. Fritzner) sammendroges svd at i ældre tid til svdt. Skrivemåden med P for t har sidestykke i islandske håndskrifter, som 1 udlvden ofte skrive Å eller 3, hvor den opriudelige konsonant er t: Åvap = hvat, 6, — it, ad = at, poporo i den stockholmske homiliebog =- Po at hvåru; Dalmålet har 8 for t i intetkjön: dd, ed = at, kumnid o. 8. V. Om ordets anvendelse her skal nedenfor tales.

22: I tualf d. e. tolv (Stephens) har vi en form, som ellers ikke er funden i nordiske sprog, men som dog forudsættes af den almindelige yngre og sammendragne form tolf. tualf må vistnok tænkes udtalt ikke tvalf, men tvælf eller nöiagtigere twælf i lighed med formerne i an- dre germanske sprog, hvor omlyd bruges: oldtris. tweler, tivelf, oldeng. twelf, oldsaks. tuelif, oldhöitydsk swelif, zwelf.

23,24. sinum = sinnum gange. Skrivemåden kan her og i lignende tilfælde ikke vise, om der i den ubetonede stavelse, hvor der skrives u, har været udtalt u eller 0; i Glsvensk skrives i sådan lydstilling ofte 9, se Rydqvist