Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

142 SOPHUS BUGGE. 142

stenen blev reist; mellem ældgamle former har enkelte gange en yngre tids eiendommeligheder sneget sig ind, og endelig synes en enkelt form (satint) tildels at skyl- des vilkårligt påfund. Men de allerfleste ord og for- mer vidne dog selv tilstrækkelig om sin ælde og ægt- hed, og i det hele tör vi i indskriften med tryghed finde en uforfalsket kilde til kundskab om det ældste svenske sprog, som er bevaret fra en tid, da den længere ræk- kes runer ikke mere var almindelig skrift. Det bör frem- hæves, at dette ældgamle sprog ingensteds, såvidt jeg kan sé, viser blanding af elementer af forskjellig her- komst, et svensk og et götisk eller et nordgermansk og et sydgermansk. Det tör f. eks. sikkert antages, at et ord som Ppiaurikr tidligere også har været brugt i Nor- disk, da der i navne og afledninger jo er spor af dette

rikr konge.

Jeg har påpeget mange eiendommeligheder ved Rök- indskriften, som ikke udelukkende tilhöre denne, men gjenfindes i en gruppe af svenske rune-indskrifter. Også i endel andet har den vistnok havt sine sidestykker og forudsætninger; således, formoder jeg, med hensyn til det fantastiske præg, hvori efterligning af det ældgamle kommer tilsyne. I denne henseende kan trods al for- skjel indskrifterne på Björketorp- og Stentofte-stenene i Bleking sammenlignes; det er foran nævnt, at de også frembyde enkelte andre lighedspunkter med Rök-ind- skriften. Jeg har sögt at vise (i tidskr. for philol. og pædag. 7de og 8de årgang), og jeg fastholder i det væ- sentlige den mening, at Björketorp-stenens indskrift er af- fattet i det sprog, som taltes ved hedendommens slut- ning og kristentidens begyndelse, men at retskrivningen i flere henseender har efterlignet den ældre jærnalders indskrifter, ligesom skrifttegnene ikke er de på rune-