Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

18 SOPHUS BUGGE. 18

mig antagne form muk-, udtalt mog-, af magu- har dog

analogi også i mange svenske former; således

un Lilj. 1331, isl. örn, af arnu-s.

aunt Lilj. 1313, aut Dyb. fol. 1 (Lil. 819: Lilj. 1126, hut Lilj. 208, isl. önd, af andu. I dette ord er om- lyden tabt i middelalderens svenske bogsprog.

uaurpr Dyb. fol. 1 (Lilj. 312) isl. vördr, af vardu-s. Også her er omlyden tabt pi svensk bogsprog.

olauf Lili. 91, 846. isl. Olör, af -Olafu, Anulaibu.

biurn (f. eks. på Forsa-ringen), biaurn ofte, isl. biörn, af bernu-s.

>

iurtr Lili. 773, iurt- på Forsa-ringen, isl. hiörtr, at hertus eller herutu-s. fiur Lilj. 952, isl. Jlör, at ferhva.

I modsætning til sunu har muk- iabt stammens ud- lydende u; på samme måde har Sölvesborg-stenen asmut, hvis förste led er opstået at ansu-, ved siden af sunu. muk- med omlyd står ved siden af sakum, fiakura og flere uomlydte former, ligesom uaurpr Dyb. fol. I ved siden

af asur, uibiurn på Forsa-ringen ved siden af anunr.

Udförlige og omhyggelige sammenstillinger til be- lysning af en vokals forandring ved indflydelse af föl- gende u eller v i Svensk giver Rydqvist IV, 124—126, 129—130, 164—166, 171—190. Jeg holder dog i flere henseender en afvigende opfatning for den rette!), og det synes mig med Lyngby Tidskrift for philologi II,

å Rydqvist IV, 171 siger, at w-omlyd blot virker på et kort a. Men v og mu virker, ikke blot i Islandsk og Norsk men også i Svensk, omlydende tillige på langt d, så at dette bliver til lukket 0; således i gisv. stor af sidvr, snior, mior, slior, frior(?); fremdeles i loghe = is. Zåfi d. e. lådvi, i voro, hon, i ulaifr og saul — oldn. sål i runeindskvrifter. e omlydes ved indflydelse af et fölgende u eller v, således i de ovenfor nævnte ord biurn, fiur og mange flere. 7er ved indflydelse af et fölgende v omlydt til y f. eks. i myrer; til du, ju f. eks. i ljung. — Rydqvist skjelner derhos efter mit skjön for stærkt mellem vokalisk assimilation

og omlyd.