Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

—Ä—Zs SA

19 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 19

297 ff. rimeligt, at u-omlyden i Svensk engang har havt en mere udbredt anvendelse end den, som kan påvises navnlig i middelalderens bogsprog*). Dette kan jeg dog ikke her nærmere udvikle..

I Dansk har efter min mening w-omlyden havt et meget större råderum, end Rydqvist giver den, hvilket

jeg på grund af spörsmålets vigtighed for de nordiske

sprogs historie her skal söge at påvise.

u-omlyd fremtræder i en hel del mandsnavne hos Sakse, hvilke man ikke har ret til samtlige at betegne som optagne fra Islændingerne, så meget mindre som sagnene hos Sakse tildels. afvige fra de islandske. Så- ledes: Hotherus og Hötherus, Hothbrodus, Lotherus, Sörlus, Olvir, Bolvisus, Hogni, Herothus, Hiorthuar, Solve. Nogle af disse navneformer forekomme også i andre gamle dan- ske optegnelser.

Den hos Svend Cuailivi ig Danmarks gamle folkeviser nr. 7 udgivne vise om Pidsik og hans kjæmper er sik- kerlig vad et ind fra Ty dk lan ikke fra Norge eller Is- land. En af personerne er Hummerlummer eller Hommelom: eller Humblum. Han heder i den norske Didriks saga Omlungr og i det tydske digt Rosengarte Amelunc. Nu er de nævnte danske navneformer vistnok forvanskede, men da åa ikke i Gldansk således som 1 Oldengelsk ved indflydelse af et fölgende m forandres til o (og videre til u) og da den tydske form her har å, kan u og 0 i förste stavelse af de danske former ikke vel forklares uden som omlyd.

At det ord, der i Isl. heder lögr, i Got. lagus, i Olddansk har havt en ved w omlvydt vokal i rodstavel- sen. tror jeg at måtte slutte af de måder, hvorpå det olddanske ord skrives i oldengelske håndskrifter. Disse

l) At omlyd i isl. mögr og lign. er meget ældre end et særlig islandsk sprogs tilblivelse, bevises deraf, at den vokal, som har bevirker omlyden, var forsvunden længe för Islands bebyggelse.