Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

pa SOPHUS BUGGE. 2

udg. s. 34) eller walrof (Schlyters udg. s. 97), i jydske lov 3,24 (Thorsen s. 232) som walrof, i ældre Gulatings- lov 178 som valrof. I jydske lov forklares det: Hiwat sum man røvær (d. e. når nogen röver noget) af annæn ther dræpæn warthær . antigh klæthæ . æth wapen . æth silf . th pænning . of han hafthæ thæt a sik . thet ær wal rof. I Oldengelsk bruges wælredt neutr. (der med undtagelse af kjönnet fuldkommen svarer i form til det på Rök-stenen forekommende ord) coneret om »spolia», f. eks. hå under segne sinc ealgode, wælredf werede Beo- wulf 1205 (Grein), men også om gjærningen »valrov», se Schmid Gesetze der Angelsachsen 2te ausg. append. XV og i fölgende senere lovsted, der i udtrykket meget lig- ner stedet i jydske lov: weilref dicimus, si quis mor- tuum refabit armis aut vestibus aut prorsus aliquibus, aut tumulatum aut tumulandum Legg. Henr. I cap. 83. Qgså i det gammeltydske lovsprog findes ordet: de ve- stitu mortuorum, quod walaraupa dicimus, si ipse abstu- lerit qui hos interfeeit, dupliciter componat legg. Baiuv. XVII, 3, 1, hvor ordet synes at måtte forståes coneret.

Til Rök-stenens hunkjönsord raub med coneret be- tydning svarer aldeles det romanske rauba, roba, robe, der er optaget fra Germansk, se Diez Etymologisches wörterbuch der romanischen sprachen; Diefenbach Go- thisches wörterbuch II, 164.

Dette samme hunkjönsord valrauf er det vistnok, som 1 overfört betydning gjenfindes i det Brage gamle tillagte vers om Gevjon, hvis sönner som öksne drog Sjæland ud i havet (Yngl. s. cap. 5; Edda ed. AM. I, 32):

båru øxn, ok dåtta

ennitungl, pars géngu

fyrer vineyjar vidri

valrauf, fjögur höfud. valrauf synes her at betegne: det lösbrudte rövede stykke"). 3 Anderledes Gislason (Skjaldedigtenes Beskaffenhed S. 28).