Tolkning af runeindskriften på Rökstenen i Östergötland

21 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 2]

Gfr Kok Det danske sprog i Sönderjylland IL, 40) —= Mavgnvs 1 Agrip- Jydsk munnel (Molbech Dialektlexicon 690). stav hvorved håndkværnen dreies = isl. möndull, der feilagtig atiedes af mund. rud = isl. rödd röst, i in sd fugler ud, se Plades Visitatsbog ude. af

Grundtvig s. 52, 181. Jydsk örk (allerede i dansk) re — isl. örk; formen örk med omlydt vokal også I svenske dialekter, se Rietz 854 b. rönne og rönn, for- faldent hus, efter Jessen (Arböger f. nord. oldkynd. 1867 s. 375) = isl. rönn, flertal af rann. nögen, hvor rimelig, ligesom i isl. nøkvidr, både v og i har virket på a. Alle de danske eksempler opfatter jeg med Lyngby som brud- stykker af en regel, der tidligere var mere gjennemfört.

16. Efter sakum (m)ukmini pat fölger på Rök-stenen huariar »hvilke» = oldn. hverjar, nom. pl. fem.; ordet må forbindes med ualraubar. - Skrivemåden viser ikke, om huariar har været udtalt med « eller æ i förste sta- velse; det sidste synes mig rimeligst, ti den omlydte vokal i dette ord, hvilken ikke alene findes i Dansk, Norsk og Isl landsk, men også i Dalsk, i håndskrifter at Gutalag og undertiden i måde gammelsvenske hånd- skrifter (Rydqvist IL, 505), er i de ligesom tildels i Norsk, vistnok först senere bleven Card af da.

17. ualraubar nom. pl. fem. af et substantiv, som I almindelig oldnordisk form må lyde valrauf; det bety- der »spolia», det som tages fra den faldne fiende på skig- marken, navnlig våben. Således har også Dieterich Runen- sprachschatz forstået ordet, medens ilsbe and og Ste- phens med urette tage det som hankjönsord »valrövere». Det er sammensat af valr de faldne på valpladsen og rauf, der her betegner det som röves, det som man til- river sig. ualraubar oplyses især ved lovsproget. Den gjærning at röve den döde udtrykkes ved et nærbeslæg- tet intetkjönsord, der fanskos ma i Ostgöta-lagen drapa balk. VI som ualruf, 1 skånske lov som ped uf (I horsens