Nordiskt medicinskt arkiv 1896

HJARTETS PERKUSSIONSFORKOLI).

ning; der er jo ikke uoget som helst Spring i Perkiissionskeglens Dybde, den aftager ganske jävnt fra 5 til O Cm. — Mange ville maske sige, at der under de givne Forhold slet iiiyeu Dämpningsgränse kan påvises. Dog kan man sikkert .ed omhyggelig lagttagelse )wgcnlunde afgränse Partiet ax, pä hvilket Lydstyrken er jävnt aftagende fra Partiet xh^ på hvilket Lydstyrken er uforandret. Men skarp kan Gränsen aldrig blive, sa meget mere som den anden Faktor, der influerer på Lydstyrken, Perkiissionsslagets Styrke, aldrig under praktiske Forhold kan vare så aldeles uforandret som tänkt i et teoretiskt valgt Exempel.

Der er jo imidlertid intet forbavscnde i, at man ikke kan udperkutere nogen Gränse, hvor en sådan i Virkeligheden ikke existerer. En perkussorisk Gränsebestemmelse kan der derimod vare Tale om, hvor Forholdene ere som i Bill. 4, hvor de närme sig det, som man i Almindelighed tänker sig, når man forestiller sig Perkussionsforholdene ved Bestemmelse af den relative Hjärtedämpning. Er Perkussionskeglens Dybde 5 Cm., vil man jo ved x få en pludselig Aftageu i Lydstyrken, fordi den svingende Masses Störrelse pludselig formindskes betydeliir. Gränsen vil nästen blive lige så skarp som i Bill. L

Men stemme nu de virkelige Forhold överens med de i Bill. 4 fremstillede? Nej. — Först mode vi den Omständighed, at Brystoverfladen er cylindrisk eller snarere töndeformig krummet, hvilket på let förståelig Made vil bevirke, at Dämpningsfiguren bliver större end det lufttomme Organ (Bill. 5). Dette Forhold omtales meget lidt i Literaturen. Jeg har kun fundet det berört af to Forfattere, nemlig Joseph Meyer og Israel-ROSENTHAL. JosEPH Meyer siger rent ud, at den Omständighed, at Hjärtet bliver udperkuteret i forstörret Målestok på Brystväggen på Grund af dennes Krumning, bevirker, at man ikke kan slutte fra Målene på Dämpningsfiguren til Hjärtets virkelige Längde- og Breddemål, og for at konstatere Rigtigheden heraf har han gjort Forsög på Lig, på hvilke han sammenligner rigtig frufne perkiissoriske Mål med de anatontishe Längde- og Breddemål. På 12 således undersögte Lig fandt han, at Breddemålet gennemgående var 1 — 4,5 Cm. större end det tilsvarende anatomiske Mål og det perkussoriske Längdemål 0,2 — 3,3 Cm. större end det anatomiske.