Nordiskt medicinskt arkiv 1885

32 Bd. XVII. N:r 13. — worm-muller.

2) at heller iklce i dette fald druesukkeret i urinen skriver sig fr a glykogen i lever en;

3) at den transitoriske alimentäre lactosurie efter melkesukker (»lactose») ikke kommer tilsyne hos diabetikerne og er at betragte som normal, hvorimod den transitoriske alimentäre glykosurie efter melkesukker er at betragte som abnorm og karakteristisk for diabetes, da forskellen er konstant og gennemgribende.

I forhold til den ringe mängde melkesukker (0,3 — 0,8 %), der kom tilsyne i de tilsvarende forsög på sunde individer (Nord. med. arkiv, bd XVI, n:r 18, s. 12), var det udtrådte kvantum druesukker hos diabetikerne betydeligt, idet A. P. efter nydelsen af 130 gm melkesukker udskilte 30,3 gm, og C. N. efter 100 gm melkesukker 4,2 4 gm druesukker; altså stor afvigelse fra de sunde individer, og nogen, om end ringe, overensstemmelse med de samtidigen anstillede forsög; med rörsukker (hos A. P. efter 100 gm rörsukker 9 gm, og hos C. N. efter 100 gm rörsukker 3,4 gm), så der vel ikke kan vare nogen tvivl om, at

4) diabetikernes evne til at fastholde det af melkesukkeret dannede druesukker er mangelfuld ^).

Det faktum, at; der hos diabetikerne efter nydelsen af melkesukker (på fastende hjerte om morgenen) kun lod sig påvise druesukker i urinen, medens der hos de sunde mennesker optrådte melkesukker, er i höj grad märkeligt. Vi ved intet om, at der i den normale menneskelige organisme findes noget ferment, som omdanner melkesukker til druesukker, og alle erfaringer går ud på, at melkesukkerets spaltning i 2 gäringsdygtige sukkerarter, hvoraf den ene synes at vare druesukker, ved fortyndede syrer sker vanskeligt og ufuldkomment. Men hos diabetikerne forholder sägen sig ganske anderledes; her sker omdannelsen rapid og fuldständigt. Dette kan i det väsentlige kun finde sin förklaring i excessiv (abnorm) fermentvirksomhed, selvfölo-elio; i förbindelse med den för omhandlede for diabetikerne säregne ufuldkomne evne til at fastholde suk-

') Deone sätning rokkes ikke derved, al. evnen til at fastholde det af rndkesnkkeret (resp. födemidler, der indeholder samme som nielk, flöde) dannede druesukker selv hos en og samme diabetiker under tilsyneladende forövrigt lige betingelser synes at kunne variere forholdsvis betydeligt. KiJLZ (a. st., 3. 159 — 167) anförer flere exempler herpå og enkelte egne iagttagelser synes at gå i lignende retning, uden at jeg dog vover at udtale mig närmere herom.