Nordiskt medicinskt arkiv 1896

b NORD. MED. ARK., 1896, N:r 23. LEOPOLD MEYEK.

Blasenmolen und ihre Bezieliungen zu den malignen von den Chorionzotten (Decidua) ausgehenden Uterustumoren (A. f. G. 49.3, S. 481 — 507). Navnlig har han fundet en tilsvarende Proliferation af det LANGHANS'ske Cellelag; men da han ikke har undersögt molse i Saramenhäng med uterus, har han ikke kunnet få Forholdet til decidua så klart frem som M.

Et Tilfålde af såkaldet destruerende mola hydatidosa med Perforation af uterus, med Held behandlet med Laparotorai og Totalexstirpation af uterus (vist nok det Iste heldige Tilfälde), meddeles af Christopher Martin (Birmingham): Spontaneoiis perforation of pregnant uterns (Brit. med. j. -/\^ 95, S. 1128 — 29). Pat. var en priraigravida i 3dje Måned. Hun var fuldständig rask, iudtil der kom Symptomer på Abort, forudgåede af en Dags Kvalme og Diarré. En Läge fjärnede en hydatidemola fra vagina, »men indförte ikke Instrumenter i uterus». Da M. nogle Tinaer senere så Patienten, var hun kollaberet med alle Tegn på indvendig Blödning. En i uterus indfört Finger fölte ikke Perforation. Der skredes strax til Laparotomi, ved hvilken Underlivet fandtes fuldt af Blod. På höjre Side af Forfladen af corpus uteri fandtes en valnödstor, höjröd Prominens, på hvis Top der var en lille, rund Perforation, hvorigennem en Dusk vesikulöse villi chorii ragede ud. Uterinväggeu omkring Perforationsåbningen var undermineret og infiltreret med villi. M. gjorde strax Totalexstirpation af uterus. Skönt Pat. var meget medtagen, kom hun sig.

Angående Eklampsien og särlig om dennes Patogenese er der fremkommet nogle Arbejder af Betydning. Särlig må fremhäves en på ClIROBAKs Klinik i Wien foretagen Undersögelsesräkke över Urinens og Blodets Giftighed hos eklampticae, anstillet af Heinr. LUDWIG og Rudolf SavoR: Experimentelie Studien zur Pathogenese der Eklampsie (M. f. G. u. G. 1, S. 447 — 73). Ved at sammenligne Blodserums og Urins Giftighed hos normale födende og hos eklampticae have de fundet, at i det konvulsive Stadium af Eklampsien er Urinen mindre giftig. Blodserum derimod långt giftigere end hos normale födende; og de have end videre i flere Tilfälde kunnet påvise en tiltagende Giftighed af Urinen i det efter Anfaldene fölgende Stadium, hvad ikke för er iagttaget, medens förste Del af deres Undersögelsesresultater stemmer overens med, hvad CllAHBRELENT og Tar-NIER have fundet. End videre have de fundet, at Urinen i det hela er mindre giftig, Blodserum mere giftigt hos svangre end hos ikke svangre. De slutte heraf, at den svangre Organisme er mättet med de giftige Slutningsproduktcr af Stofskiftet eller i alt Fald er tilböjelig til en Overfyldning med dem. Ved Eklampsien må man da antage, at nogle af disse StotVer, der ellers udskilles med Urinen, höides tilbage, og dette kan bero på anatomiskc Forandringer af Nyrerne, men sikkert også på blöt funktionelle Nyrelidelscr. Hvad Oprindelsen til det giftige Stof angår, ere Forfatterne tilböjelige til at tilskrive de ved Eklampsi så hyppigt forefundne Leverlidelser en vigtig Rolle i denne Hensecnde, da jo talrige Undersögelscr vise. at Leveren spiller en stor Rolle for Omdannelsen af Stofskiftets Slutningsproduktcr. Forfatterne minde således ora Karbaminsyrens Opträden i Blodet hos Hunde, hos