Ölands runinskrifter. Första bandet.

1-136

ÖLANDS RUNINSKRIFTER.

ånyo granskats af detta verks utgifvare, prof. L. F. A. Wiminer i Köpenhamn, som benäget lämnat följande redogörelse för sin uppfattning af ristning och tydning:

»Medens jeg i alt væsenligt kunde slutte mig til Söderbergs behandling af strofen i dróttkvætt, fandt jeg hans fi sog på at tolke den anden indskrift mindre tilfredsstillende, i det han dels havde læst dens begyndelse på en måde, som jeg både af sproglige og palæografiske grunde (de ])å hans afbildning antydede stave) anså for urigtig, og dels havde opgivet ethvert forsøg på at udfylde den manglende slutning. På grund af nidskriftens vigtighed besluttede jeg derför selv at underkaste Karlevi-stenen, der som et dansk runemindesmærke naturligvis skulde optages i mit værk, en fornyet undersøgelse. Efter opfordring af lektor dr. Bråte meddeler jeg her resultaterne af denne undersøgelse, der blev foretaget under de heldigste forhold deri 18.—20. Juni 1903. Med Söderberg kalder jeg de to indskrifter A og B.

Angående læsningen af A slutter jeg mig i det hele til Söderberg. Mellem Flik og starkr finder jeg dog to tydelige punkter som på Rhezelius' tegning og på afbildningerne i Bautil og hos Tham, og det undrer mig, at Söderberg ikke har kunnet se dem. Föran kruntar iinder jeg ligeledes et enkelt punkt som hos Rhezelius og Tham. Derimod er jeg ganske enig med Söderberg i hans læsning rVt~Tlth> men jeg forklarer denne form således: På grund af de store vanskeligheder, som stenens naturlige beskaftenhed på dette sted voldte runeristeren, har han af skodesloshed glemt et h mellem fYf- På lignende måde har han efter min mening i A, I fra först af glemt, men senere tilföjet f imellem np i fulk|ju, hvad der ikke lod sig göre med þ mellem lYf.1 Også linjens form synes mig at tale for, at der oprindelig har været beregnet pläds til et þ, i det denne linje herved vilde komme i ilugt med de andre linjer. Jeg tror altså, at der skal læses u[o]ntils O: Wändils (for Söderbergs Yndils).

Med hensyn til B bemærker jeg følgende: I begyndeisen af förste linje er runerne for störste delen stærkt bcskadigede eller så godt som belt. bortflisede. Af de to første runer HT er dog kun den allerøver^te del en ubetydelig smule beskadiget. Det samme er tilfældet med den folgende rune, der tillige på midten har en större, ved afskalning frenikaldt fordybning, som næsten har ödelagt bistaven. På grænsen af fordybningen foroven til höjre følger jeg dog endnu sikkert bistaven i et som også Söderberg har læst her. Fra dette \ er indskriften starkt ødelagt i en længde af 1' 3"2 lige til det meget klare V\ i ordet h+TfX- Dog følger jeg endnu i den ødelagte del af linjen sikre spor af de fleste runer. l|" fra hovcdstavcn i \ ses svage spor af en ret stav og l]." fra den, i den nederste grænse af et större hul, svage spor af bistaven i et h 5" fra hoved-staven i \ ses i fiugt med |-runen i linjen til höjre den nederste meget klare del af en ret stav (2" höj); men også den melleinste stav, sora viser, at runen har været følges i svage spor. Omtrent 1" fra den sidstnævnte rette stav ligger i ilugt med punktet i linjen til höjre en mindre (l|" höj), men lige så klar del af en ret stav. 2" fra den følger den nederste, 1" höje del af en ret stav og omtrent 1" fra denne en tilsvarende

1 »Jeg må på det bestemteste hævde at Söderbergs afbildning ikke tilstrækkelig nöjagtig gengiver den store skøre (rævne) i stenen på denne sted og at denne skøre gjorde det ganske umuligt for runeristeren ber at anbringe en rune.» Prof. Wimmer i bref.

2 ' = dansk fot, 31,5 cm.; " = dansk tum, godt 2,8 cm.