Ord och Bild: 1900

DET DANSKA FOLKET UNDER 18 64 ÅRS KRIG.

445

lade uppfattningen af kriget som det stora onda, som skall bäras men måste bäras med »Kraft og Styrke», därför att det är så »bestemt». Och med den uppriktigaste och mest rörande öfvergång fortsätter hon: »Gud give, jeg havde Pengene, jeg kunde leje for dig, da holdt jeg ikke den sidste Skilling for god, og jeg har i Drömme flere Gange set, at du kom hjem. Ja Gud give, at den Dag var nærmet sig». Mannen är ständigt i hennes tankar: »Min kæreste Ven, trænger du ikke til Penge? Da skriv endelig til mig, saa skal du faa, og jeg har köbt 2 Pund Smör, hvis jeg maa sende dem til dig, og noget Köd eller Ost kan du ogsaa faa, hvis det kan lade sig göre at sende det til dig. Jeg har i Aften modtaget dit kærlige Brev, og det er min störste Glæde og Trost at höre, at du er rask og har det godt, saa Gud give os begge Taalmodighed, indtil at du kan komme hjem til mig. Jeg længes saa meget efter dig. Du hörer ikke, min kære Ven, hvor ofte vi siger: Gid vi havde Fader hjemme! Augusta siger saa ofte til mig: Græder du nu igen, Mo'er, du har jo dog ikke nödig at græde, for vi har jo dog noget at spise endnu, og jeg har jo givet dig alle mine Penge til Bröd og Smör. Men hun faar altid det Svar: Jeg græder ikke for Penge, men for Fader . . . Gud holde sin beskærmende Haand over dig, og Gud give mine Breve maa altid træfie dig ved et godt Helbred og et taalmodigt Sindelag.» Och midt i ett bref kommer oemotståndligt, plötsligt det äkta kvinnliga utbrottet: »Kom hjem at holde din Födselsdag hos mig; hvis jeg vidste, at du snart kom, saa vilde jeg köbe en Gaas til Steg».

Hon frågar på ett ställe : »Min kæreste Ven, sig mig, hvad din Juleaftens-mad bestod af. Jeg har i Dag köbt et Fireskillings Hvedebröd, og deraf spiste

underkorpraler och menige af l6:e infanteriregimentet, fynbor och själländare.

vi os et Stykke til et Kop Kaffe, saa vi var ligesaa tilfreds med det, som de andre med deres rige Maaltid». Ar det icke ett rörande perspektiv af uppoffring och försakelse för mannens skull, som man ser bakom denna helgdagsmåltid af ett åttaöres hvetebröd och en kopp kaffe!

Om nätterna drömmer hon mycket, flere gånger om höga tal, som hon tänker att hon kanske skulle kunna spela på för att vinna pengar till att köpa honom fri för, och då han ligger i Fredericia, som är cerneradt af fienden, skrifver hon: »Jeg har nu i to Nætter i Drömme været i Frederits og sögt efter dig og har ogsaa funden dig og talt med dig, og jeg saa, at du var rask. Jeg synes dog, at det har tröstet mig lidt, for den gode Gud har flere Gange i min store Sorg tröstet mig i Nattens Drömme, og det har været Tilfælde, som jeg har drömt».

Tu oftare och ju längre mannen skrifver till henne, dess lyckligare känner hon sig, men med uppoffrande hänsynsfullhet skrifver hon likväl: »Men min kære Ven,