Ord och Bild: 1900

URANIA OCH TITAN.

detta evigt lefvande, hvilket åt samma rörelser gifver samma uttryck, med små modifikationer af tid och yttre förhållanden.

Ar 1594 den 15 februari, då Erich Lange varit borta två år, skref Sophia Brahe de heta ord, som visa både hennes egna känslor och hur hon uppfattade honom. Brefvet omfattar många sidor, med vidlyftiga astrologiska förutsägelser, kanske intressantast för facklärda, liksom de talrikt förekommande bevisen på klassisk lärdom. Härnedan har, såvidt möjligt, blott upptagits det, som skarpast belyser Sophia Brahes personlighet och hennes känslor. Helt, fullständigt och värdt att läsa, finnes det, som sagdt, i kalendern Urania för år 1846.

Brevet, som her du får, af Urania sendes dig, Titan,

Brev hun ei önsker til Svar, nei, men hun ön-

sker dig selv; — Fjernt dig fängsler den Kunst, som fiendtlig

står mod min Längsel; Tro mig, den hele Chymie ikke så meget er värd!

Tomhed den Idrät er, den tömmer Guldet af Pungen,

Länge for den har jeg selv tålt, at mit Leje var tomt,

Tålt, at min Dag uden Sol, min Nat gik hen

uden Stjerner. — — Gid til averniske Mörke den sänk, hvorfra den

er kommen, Kunsten den sorte, der stjal lysende Dage fra mig.--

Hvorfor vilde du dog til så lang en Reise betro dig?---

Thi fortaltes det mig, at når ved Schönburg* på Veien

Löb dine Heste löbsk, valtende Vognen med dig, Hårdt i Faldet du stödte dit Knä, og länge du måtte

Brugende Lägens Hjälp fängsles til Leiet som

Syg,

Og skjönt Budet, som hid du sendte, nok

vidste det Hele, Skjultes det dog med List, ak! for at skåne min Frygt.

111 I Sachsen.

6/

O, men der taler en Ånd til mig i sövnlöse Nätter,

Hvisker hvad Ondt der skeer, sjelden bedrager dens Röst.

Hjertet mig syntes for stort, som om jeg stärkt

havde löbet, Og mig var som det faldt pludselig ned fra sit Sted.

Op forfärdet jeg for ved det Vink min Genius gav mig,

Og halvvågen jeg skreg: »Titan, mit Hjerte, du faldt!» —

Hon talar om, att han rest öfver Alperna, och fortsätter:

Hvor jeg skal glädes, når du står på teutonisk Jord!

Thi så har jeg dog Håb at höre fra dig, uagtet Selv Germanias Kreds er mig en Grändse for stor,

Når dog ikke jeg ved, på hvad Piet i Landet du dväler

Eller erfarer, hvad Stad taus du vil skjule dig

Du, min Titan, se til, at blot du kommer til Hjemmet--

— —---— såfremt kun

Dine Forretninger vil, som under Händer du har,

Thi jeg önsker tilvisse dog ei din hurtige Hjemkomst,

Hvis den til Skade dig er, skade dig ikke jeg vil.

Tillid har jeg til dig, hvor end i Verlden du färdes,

Andre bebreide mig dog, at jeg har Tillid til dig, At lettroende, jeg gav Hjertet bort som en Dåre; At letsindig du selv nok har den Trofaste glemt,

— Jeg mig beklagar dog ei, om din Ordströms

flydende Honning Har mig bedåret, thi da Skylden min egen kun er;

Frit har jeg skjänket din Bön mit Ore, frit har

jeg valgt dig, Og som Magneten sit Stål, sådan du drager

mig hen---

Ei til din Tale holder jeg mig, men til dig selv,

thi til Ord ei Tränger det Ydre. — Jeg troer på dit oprigtige Sind. —

Dog den flydende Tale, som dig Naturen har skjänket

Fremfor övrige Mänd, den er oprigtig og sand, Thi Mercurius var ved din Födsel samlet med Venus,