Sida 538
Prindsessen. Af Helena Nyblom. Med två teckningar af Lennart Nyblom
496
helena nyblom.
Hun lyttede dog längst til den tonende
Sang
Der strömmede fra Stjernelyset ned. Hun badede sin Själ i dens lysende
Klang,
Hun druknede sin Längsel i Fred.
Hun glemte Livet og Döden Hvor taus hun lyttende stod, Hun stod der, til Morgenroden Farvede Himlen med Blod.
II.
Prindsessen sad höit ved Kongens Bord, Ved Trommers og Gigers glade Musik, Der sendtes hende så varme Blik, Der valgtes for hende de fagreste Ord.
Man talte til Våbnens Äre, Og prised den Ridder, som kjämped
boldt.
Hvor kan Eders Tanker väre? Min Fröken, I smiler så koldt!»
Man talte til hende om Kjärlighed, Om Elskovens store Magt. »Min Fröken, I slår Eders Öine ned, I hörer ej hvad jeg har sagt!»
Man lovprised fjerne Lande Med Rigdom og Bytte, som vindes der. »Hvorfor på min Frökens Pande En Fred som af Stjerneskjär ?»
Og Gigerne toned og Trommerne gik, Og Tonernes Tale Tryllegarn spändt, Man hvidsked og sang, medens Timerne
svandt.
— Prindsessen sad der med drömmende
Blik.
Hun lytted i Anden til Taushedens Fred, I Nattens lydlöse Tid, Hun så, hvor den bundlöse Evighed Var evigt skinnende hvid. —
Källa: Project Runeberg ·
